Zolbetuximab (Vyloy)
Godkendt den 17. december 2025
Medicinrådets vurdering af zolbetuximab i kombination med kemoterapi til 1. linjebehandling af adenokarcinom i mavesæk eller mavemund – Til patienter med lokalavanceret, ikke-resektabel eller metastatisk HER2-negativ, Claudin 18.2-positiv adenokarcinom – i kombination med fluoropyrimidin- og platinbaseret kemoterapi, version 1.0
Medicinrådet anbefaler zolbetuximab i kombination med fluoropyrimidin- og platinbaseret kemoterapi til førstelinjebehandling af voksne patienter med lokalt avanceret inoperabel eller metastatisk HER2-negativ adenokarcinom i ventrikel eller den gastroøsofageale overgang (GEJ) med Claudin (CLDN) 18.2-positive tumorer.
Anbefalingen gælder patienter med PD-L1 CPS < 5 samt patienter med PD-L1 CPS ≥ 5, som ikke er kandidater til immunterapi. Patienterne skal være i god almentilstand (performance status 0-1), og immunterapi og zolbetuximab kan ikke gives sekventielt.
På grund af usikkerhed om effekten på langtidsoverlevelsen ønsker Medicinrådet efter tre år at se en opgørelse af antal, patientkarakteristika, herunder tumorlokation, og effekt hos patienter, der er behandlet med zolbetuximab.
Medicinrådets begrundelse
Medicinrådet lægger vægt på, at zolbetuximab i kombination med kemoterapi kan forlænge overlevelsen for patienter med lavt PD-L1-udtryk, mens behandlingen vurderes at være sammenlignelig med immunterapi for patienter med højt PD-L1-udtryk, omend der er usikkerhed om effekten på længere sigt. For patienter med højt PD-L1-udtryk afgrænses anbefalingen derfor til dem, som ikke er kandidater til immunterapi. Zolbetuximab er prissat på niveau med immunterapi, og derfor vurderer Medicinrådet, at meromkostningerne er acceptable i forhold til sundhedsgevinsten.
Om adenokarcinom i mavesæk eller mavemund
Adenokarcinom i mavesæk eller mavemund er en kræftsygdom, som ofte opdages sent og ikke kan helbredes, når den har spredt sig. Sygdommen rammer typisk voksne over 60 år og medfører symptomer som vægttab, smerter, træthed og nedsat appetit, hvilket påvirker livskvaliteten betydeligt. Prognosen er dårlig – omkring 45 % af patienterne er i live ét år efter første behandling.
Fordele ved zolbetuximab
Kliniske studier viser, at zolbetuximab i kombination med kemoterapi kan forlænge overlevelsen for patienter, hvor kræften ikke har mange af de såkaldte PD-L1-proteiner (PD-L1 CPS < 5). For øvrige patienter indikerer data, at overlevelsen er den samme som med den eksisterende behandling (immunterapi i kombination med kemoterapi), men der er usikkerhed om effekten på længere sigt. I en sundhedsøkonomisk analyse har Medicinrådet estimeret, at behandling med zolbetuximab til patienter med PD-L1 CPS < 5 kan give en sundhedsgevinst på ca. 0,3-0,6 kvalitetsjusterede leveår (QALY) og forlænge patienternes levetid med 0,3-0,7 år.
Ulemper ved zolbetuximab
Sammenlignet med kemoterapi giver kombinationsbehandling med zolbetuximab flere bivirkninger, som kan betyde, at flere får indstillet behandlingen. Sammenlignet med immunterapi i kombination med kemoterapi er bivirkningerne forskellige, men vurderes samlet set at være sammenlignelige i sværhedsgrad. Derudover kræver behandling med zolbetuximab, at en ny test implementeres for at finde de patienter, der har gavn af behandlingen.
Omkostninger
Patienter forventes i gennemsnit at være i behandling med zolbetuximab i kombination med kemoterapi i ca. 8 måneder. Det svarer til udgifter til lægemidlet på ca. 475.000 kr. Da den eksisterende behandling for patienter med PD-L1 CPS < 5 også har udgifter, bliver de samlede meromkostninger til zolbetuximab i kombination med kemoterapi ca. 500.000 kr. For de øvrige patienter bliver de samlede meromkostninger til zolbetuximab i kombination med kemoterapi ca. 155-195.000 kr. Omkostningerne er baseret på offentlige listepriser. Der er forhandlet en rabat, som efter virksomhedens ønske er fortrolig, og de reelle omkostninger er derfor lavere.
Usikkerheder
I studierne af zolbetuximab er de fleste patienter behandlet for kræft i mavesækken, mens danske patienter oftest har kræft i mavemunden. Der er derfor usikkerhed om behandlingens reelle effekt hos danske patienter.
Sagsbehandlingstid
Processen er en 18-ugers proces. Medicinrådet har brugt 28 uger og 4 dage (144 arbejdsdage) på arbejdet med vurderingen af zolbetuximab i kombination med kemoterapi til 1. linjebehandling af adenokarcinom
i mavesæk eller mavemund.
Der har været clock-stop i sagen fra den 5. februar til og med den 13. august 2025, da ansøgningen ikke var fyldestgørende.
Beslutning om anbefaling
Forhandling
Vurderingsrapport
På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.
Ansøgning
Den tekniske validering er foretaget. Sekretariatet og fagudvalget vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.
Der var clock-stop i sagen fra den 5. februar til og med den 13. august 2025, da ansøgningen ikke var fyldestgørende.
Medicinrådet foretager en teknisk validering af ansøgningen, for at sikre at alle formkrav er opfyldt.
Anmodning om vurdering
Medicinrådet afventer ansøgning fra virksomheden.
Med udgangspunkt i ansøgers ønske og tilgængelige fagudvalgsmøder fastsætter sekretariatet et aftalt ansøgningstidspunkt.